For et år siden på dette tidspunkt lå et lille menneske og pustede ud ved min side. Min lille datter. Ella. Jeg var – og er stadig – så overrumplet over alt ved hende. Hun valgte os , og vi er stadig på røven over hende. Alle fire øvrige familiemedlemmer.
Min datter har aldrig været ‘baby’, selvom jeg har omtalt hende sådan. Hun har været fuldgyldigt familiemedlem fra den dag, hun entrerede verden. Jeg har med lige dele stolthed og forundring iagttaget, hvordan hun indtager et rum, hvor selvbevidst hun er – og hvor lidt hun har brug for at blive ‘passet’… hvor meget hun ønsker at være en del af enhver social (eller professionel) begivenhed.
Hendes selvstændighed er prisværdig, hendes charme er elskværdig, og hendes glæde smittende. Hun beriger mig – og hun udfordrer mig. Vi er begge enige om, at barsel er ‘so last year’, og ingen af os orker vist at hænge ud i nogen som helst form for symbiose længere. Hun går, griner, brokker sig og udpeger nye mål i horisonten – non-stop. Og jeg har skrivekløe, kører budgetforhandlinger, kigger på Årstidernes ‘kasse-tildbud’, laver madplaner (sic!) og er mentalt på vej tilbage til en hverdag, der skal balancere mellem arbejde på fuld tid, familie-ambitioner på overtid, kærlighed til min kæreste og lommer af eftertænksomhed til mig selv.
Min lille store pige fylder et år i dag, og denne dag markerer, at vi snart vil have flere vågne timer hver for sig end sammen – i hverdagene i hvert fald. Men den markerer også – og langt vigtigere – at jeg har haft den udsøgte glæde af et helt intenst og intimt år med min første pige og mit tredje barn. Ligningen gik op! Vi er gladere med dig, kære Ella, i vores liv, end vi nogensinde kunne være uden. Du er brikken, vi manglede. Vi har rejst Frankrig tyndt, ammet på obksure lokaliteter, sunget falsk og kysset dybfølt. Tillykke med 1 år, kære (seje!) baby-dame! Du er en inspiration, hver dag, og du er kun lige begyndt dit virke. Jeg har forventninger til dig, der ikke er små – og du har allerede mere end overleveret. Tak!
